Take-off på rumraketten

18. april 2018

Onsdag d. 18. april er der take-off på Odder Kommunes Rumraket. En rumraket der har inviteret både borgere, erhverv og kommunale ansatte på en rum- og udviklingsrejse sammen med VitaPark.

VitaPark har historisk set været et område med liv og masser af aktivitet. Frem til 2009 rummede huset Odder Centralsygehus. Selv efter centralsygehuset lukkede, foregik der stadig sundhedsaktiviteter inde bag murerne. I 2012 købte Odder Kommune hele området – både bygninger og park – og et nyt VitaPark så dagens lys. Fra sundhedshus til et kreativt udviklingshus inden for sundhed, kultur og erhverv.

Nu er vi klar til næste tur på VitaParks rejse. Vi skal udvikle VitaParks ubenyttede rum og puste endnu mere liv og borgernære aktiviteter i huset, så det bliver en naturlig, pulserende del af Odder Kommune. Et kraftcenter for hele kommunen og et fyrtårn, som andre byer skeler til. 

Det gode liv

I dag har mere end 350 borgere deres daglige arbejdsplads inde bag murene på hverdage mellem kl. 8 og 16. Men Odder Kommune er slet ikke færdig med at tænke stort. VitaPark skal nemlig være et fyrtårn, som omverdenen bemærker – også når arbejdsdagen er slut, og mørket falder på.

Grundlæggende ønsker vi at skabe rum, hvor det gode liv kan udfoldes, og hvor fællesskabet kan blomstre

"Vi har stadig nogle rum, vi ikke får udnyttet i dag, som vi skal have bragt i spil. Det drejer sig bl.a. om den tidligere operationsgang og hele den omkringliggende park. Vi ønsker at skabe rum for engagerende mødesteder og ligeværdige fællesskaber. Rum, der har kultur og bevægelse som det drivende og bærende omdrejningspunkt, og som kan understøtte sundhed og dannelse og berige erhvervslivet. Grundlæggende kan man sige, at vi ønsker at skabe rum, hvor det gode liv kan udfoldes, og hvor fællesskabet kan blomstre", siger Stine Jylov, der er leder af VitaPark. 

Alle med på rumrejse og helt inde i maskinrummet.

Over 100 af kommunens borgere er inviteret med helt ind i maskinrummet til en samskabelsesproces, der løber over fem gange. Formålet er, at borgerne på lige fod med kommunen skal tænke store tanker om VitaPark, for herefter at være med til at udvælge den allerbedste idé og endeligt hjælpe den idé ud i livet. Borgerne er altså med under hele processen og har lige så meget ejerskab over det endeligt resultat.

Processen kendes blandt andet fra Godsbanen i Aarhus, og det er da også en af kræfterne fra den aarhusianske model, Jan Rosenmeier, der, sammen med sin ledelseskonsulent-kollega Jens Ulrich fra VIA University College Aarhus, skal stå i spidsen for VitaParks rumrejse fra et levende hus til et inspirerende pejlemærke for det gode liv.

Har du lyst til at følge rumrejsen, kan du tilmelde dig Rumnyt

Tilmeld Rumnyt